Meddelelse 002
Kommissionens meddelelse - TRIS/(2017) 00838
Direktiv (EU) 2015/1535
Oversættelse af meddelelsen 001
Notifikation: 2017/0127/D
No abre el plazo - Nezahajuje odklady - Fristerne indledes ikke - Kein Fristbeginn - Viivituste perioodi ei avata - Καμμία έναρξη προθεσμίας - Does not open the delays - N'ouvre pas de délais - Non fa decorrere la mora - Neietekmē atlikšanu - Atidėjimai nepradedami - Nem nyitja meg a késéseket - Ma’ jiftaħx il-perijodi ta’ dawmien - Geen termijnbegin - Nie otwiera opóźnień - Não inicia o prazo - Neotvorí oneskorenia - Ne uvaja zamud - Määräaika ei ala tästä - Inleder ingen frist - Не се предвижда период на прекъсване - Nu deschide perioadele de stagnare - Nu deschide perioadele de stagnare.
(MSG: 201700838.DA)
1. MSG 002 IND 2017 0127 D DA 27-03-2017 D NOTIF
2. D
3A. Bundesministerium für Wirtschaft und Energie, Referat E B 2, 11019 Berlin,
Tel.: 0049-30-2014-6353, Fax: 0049-30-2014-5379, E-Mail: infonorm@bmwi.bund.de
3B. Bundesministerium der Justiz und für Verbraucherschutz, Referat V B 2, 10117 Berlin
Tel.: 0049-30-18580-9522, Fax: 0049-30-18580-9525, E-Mail: poststelle@bmjv.bund.de
4. 2017/0127/D - SERV60
5. Lov til forbedring af retshåndhævelsen i sociale netværk (NetzDG)
6. -
7. -
8. Udkastet fastlægger indførelsen af lovmæssige compliance-regler for sociale netværk for at tilskynde de sociale netværk til en hurtigere og mere omfattende behandling af klager over hadforbrydelser og andet strafbart indhold.
I den forbindelse sikres det gennem en juridisk definition af det sociale netværk, at indberetningspligten kun rammer udbyderne af store sociale netværk med meningsmagt og ikke alle tjenesteudbydere i henhold til loven om telemedier (TMG). Medieplatforme med eget journalistisk-redaktionelt indhold omfattes ikke af udkastet. Definitionen af de sociale netværk omfatter både udvekslingen af indhold med andre brugere i et lukket netfællesskab (gated community) såvel som udbredelsen af indhold i offentligheden. Der er fastsat en bagatelgrænse for mindre virksomheder (startup-virksomheder). Samtidig præciseres det, at udkastet kun omfatter ulovligt indhold, der udgør en objektiv overtrædelse af de straffenormer, som har til formål at bekæmpe hadforbrydelser eller andet strafbart indhold i henhold til § 1, stk. 3.
Sociale netværk er lovmæssigt forpligtet til en gang i kvartalet at indberette om håndteringen af klager over strafferetligt relevant indhold. Rapporten skal indeholde statistiske oplysninger vedrørende antallet af klager og det pågældende netværks beslutningspraksis samt information om de klageteams, der har fået til opgave at behandle klagerne. Rapporten offentliggøres i den elektroniske udgave af Bundesanzeiger (det tyske statstidende) og på det sociale netværks egen hjemmeside og er dermed nemt tilgængelig.
Udkastet fastlægger lovmæssige standarder for en effektiv klagebehandling, der sikrer, at sociale netværk sletter åbenlyst strafferetligt relevant indhold, der udgør en objektiv overtrædelse af en af de nævnte straffebestemmelser i § 1, stk. 3, inden for normalt 24 timer efter at en brugerklage er modtaget. Der kræves effektive og transparente procedurer for hurtig sletning af ulovligt indhold, herunder brugervenlige metoder til indgivelse af klager. Udgangspunktet for denne compliance-pligt er ansvarsbestemmelserne for tjenesteudbydere i henhold til § 10 i loven om telemedier (TMG). Tjenesteudbydere er forpligtet til at fjerne eller blokere adgangen til et ulovligt indhold, som de opbevarer for en bruger, så snart de har fået kendskab til indholdet. De fastsatte compliance-pligter i dette udkast forudsætter denne forpligtelse fra tjenesteudbydernes side og præciserer den.
Hvis indberetningspligten forsætligt eller uagtsomt ikke overholdes, hvis pligten til at oprette en effektiv klagebehandling overtrædes, samt hvis pligten til at benævne en national procesfuldmægtig og en national rettighedshaver i forbindelse med anmodning om oplysninger fra de retshåndhævende myndigheder overtrædes, foreligger der i henhold til udkastet en lovovertrædelse, der kan medføre en bøde på op til 5 millioner euro. Bøden skal i henhold til § 17, stk. 4, i loven om lovovertrædelser (OWiG) overstige den økonomiske fordel ved lovovertrædelsen.
Ved sideløbende anvendelse af § 130 i loven om lovovertrædelser (OWiG) er det også muligt at retsforfølge indehaveren af den virksomhed, der driver det sociale netværk, hvis det ved behørigt tilsyn kunne have været forhindret eller væsentlig besværliggjort, at indberetningspligten, pligten til at oprette en effektiv klagebehandling eller pligten til at benævne en national procesfuldmægtig og en national rettighedshaver var blevet overtrådt.
I henhold til § 30 i loven om lovovertrædelser (OWiG) kan juridiske personer og personsammenslutninger også pålægges en bøde. I henhold til dette udkast forhøjes bøden i det tilfælde til maksimalt 50 millioner euro (§ 30, stk. 2, 3. punktum, i OWiG).
I henhold til § 36 i loven om lovovertrædelser (OWiG) fastlægger udkastet den ansvarlige myndighed som Bundesamt für Justiz (Det tyske forbundskontor for justits), der i forbindelse med retsforfølgelsen af de nævnte lovovertrædelser i dette udkast også skal kontrollere, om der foreligger et strafbart indhold i henhold til § 1, stk. 3.
9. I øjeblikket kan der iagttages en massiv forandring af den samfundsmæssige diskurs på nettet og især i de sociale netværk. Debatkulturen på nettet er ofte aggressiv, sårende og ikke sjældent hadefuld. Gennem hadforbrydelser og racistisk hetz kan der føres smædekampagner mod alle og enhver på grund af deres mening, hudfarve eller herkomst, deres religion, køn eller seksualitet. Hadforbrydelser og andet strafbart indhold, der ikke bekæmpes og retsforfølges effektivt, rummer en stor fare for den fredelige sameksistens i et frit, åbent og demokratisk samfund.
Efter erfaringerne fra den amerikanske valgkamp har bekæmpelsen af strafbare falske nyheder ("fake news") i de sociale netværk også fået en høj prioritet i Forbundsrepublikken Tyskland.
Det er derfor nødvendigt at forbedre retshåndhævelsen i de sociale netværk, så det er muligt hurtigt at fjerne strafbart indhold som for eksempel tilskyndelse til had, ærekrænkelser, bagvaskelse eller forstyrrelse af den offentlige orden gennem opdigtede lovovertrædelser.
Den stigende udbredelse af hadforbrydelser og andet strafbart indhold, især i de sociale netværk, fik Bundesministerium der Justiz und für Verbraucherschutz (Det tyske forbundsministerium for justits og forbrugerbeskyttelse) til allerede i 2015 at oprette en taskforce med netværksudbyderne og repræsentanter fra civilsamfundet. De repræsenterede virksomheder i taskforcen har givet tilsagn om at forbedre håndteringen af henvisninger vedrørende hadforbrydelser og andet strafbart indhold på deres sider. Virksomhederne har forpligtet sig til at oprette brugervenlige procedurer for anmeldelse af tvivlsomme indlæg og til inden for 24 timer at få hovedparten af de anmeldte indlæg kontrolleret af juridisk kvalificerede teams, der skal slette indlæggene, såfremt de er ulovlige. Grundlaget for kontrollen er tysk lovgivning.
Virksomhedernes tilsagn om forpligtelse har ført til de første forbedringer. Disse er dog ikke tilstrækkelige. Der slettes stadig for lidt strafbart indhold. En overvågning af de sociale netværks sletningspraksis foretaget af jugendschutz.net (tysk instans til beskyttelse af mindreårige på internettet) i januar-februar 2017 viser, at normale brugeres klager over strafbart indhold fortsat ikke behandles med det samme og på tilstrækkelig vis. Hos YouTube slettes strafbart indhold efterhånden i 90 procent af tilfældene. Facebook slettede imidlertid kun dette i 39 procent, Twitter kun i 1 procent af tilfældene.
De sociale netværks transparens er også utilstrækkelig. De informationer, der offentliggøres af de sociale netværk vedrørende fjernelse og blokering af ulovligt indhold på deres platforme, er ikke tilstrækkeligt præcise. De indgivne klager inddeles ikke efter sagstype, og virksomhederne oplyser ikke, hvor mange procent af klagerne, der fører til sletning eller blokering.
Udbyderne af de sociale netværk har et ansvar for debatkulturen i samfundet, som de skal opfylde. I betragtning af det faktum, at de hidtidige instrumenter samt de sociale netværks tilsagn om forpligtelse ikke har tilstrækkelig virkning, og at der er betydelige problemer med at gennemføre den gældende lovgivning, er det nødvendigt at indføre compliance-regler med bøder for sociale netværk for hurtigt og effektivt at kunne gribe ind over for hadforbrydelser og andet strafbart indhold.
10. Der findes ingen grundtekst.
11. Nej
12. -
13. Nej
14. Nej
15. Udkastet medfører tilpasningsomkostninger for de sociale netværk på i alt mindst 28 millioner euro om året. Udkastet medfører tilpasningsomkostninger for forbundsmyndighederne på mindst fire millioner euro om året og engangsudgifter på mindst 350 000 euro. De samlede tilpasningomkostninger for delstaterne vurderes til mindst 200 000 euro om året.
16. TBT-aspekt
Nej, udkastet har ingen væsentlig indvirkning på den internationale handel.
SPS-aspekt
Nej, udkastet har ingen væsentlig indvirkning på den internationale handel.
**********
Europa-Kommissionen
Kontaktadresse Direktiv (EU) 2015/1535
Fax: +32 229 98043
email: grow-dir83-189-central@ec.europa.eu